Udover JCI Esbjerg’s afdelingsmøder har vi sideløbende forskellige mindre projekter i JCI Esbjerg. Vi har i en årrække bl.a. arrangeret ”Børneløbet”, et årligt løb for børn, hvor formålet – udover at børnene har en god dag – er, at samle midler ind til et velgørende formål som gavner børn.
I 2010 startede vi et nyt projekt op, kaldet ”Projekt Julehjælp”. Projektet gik ud på at samle varer ind i et lokalt supermarked med henblik på efterfølgende at uddele disse til økonomisk mindrebemidlede i Esbjerg og omegn, så de havde mulighed for at holde en god juleaften.
I 2009 arrangerede vi sammen med JCI Ribe nationalkongressen, som samtidig dannede rammerne om JCI Danmarks 50 års jubilæum. Kongressen blev besøgt af gæster fra hele verden samt vores Protektor HKH Prins Joachim. Vores erhvervsseminar med den verdenskendte branding guru Martin Lindstrøm havde over 1.000 deltagere.
Projekterne bliver oftest til på baggrund af initiativer fra vores medlemmer – intet er umuligt. Har du en god idé er det alene et spørgsmål om at få det præsenteret for de øvrige medlemmer som oftest bakker talstærkt op. Alle har således mulighed for at blive tovholder for et projekt hvis de ønsker det, eller ansvarlig for et eller flere områder af et projekt.
No recent Facebook posts to show